Kunstnerruten ved Vognserup Gods
For at understøtte gæsters oplevelser og tiltrække flere er det ønsket at etablere ”kunstnerruten ved Vognserup”. Det er en 1,1 km lang sti, hvor man vil kunne opleve mange af guldaldermalernes berømte motiver udover det historiske herregårdsmiljø. Dermed knyttes en fysisk naturoplevelse til kunstværker på mange danske museer. Hidtil har området været utilgængeligt, men det er gradvist opstrammet til tidligere tiders landskabspark. Der mangler dog adgangsforhold og mulighed for at bevæge sig rundt. Projektet vil give gæster glæde af store ressourcer i naturen og kulturen.
Dermed bliver et stykke dansk kulturarv gjort anvendeligt og tilgængeligt for alle, idet den bevaringsværdige lade danner ramme om alt fra private fester, arrangementer for skolebørn, foreninger, firmaarrangementer mm. Den har dog langt større potentiale, hvis den kombineres med adgang til natur og smukt landskab. Inden for gåafstand findes et romantisk parkanlæg, en gårdsplads med piksten og hovedbygningen fra 1559.
Vognserup er berømt for mange stemnings- og landskabsmalerier af guldaldermalerne J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard, impressionisten Th. Philipsen m.fl. Malerierne hænger på Statens Museum for Kunst, Glyptoteket, Hirschsprungske Samling, ARoS, Ordrupgård, Randers Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum m.fl.
Vognserup er hyppigt nævnt i dansk kunsthistorie. Museumsinspektør Jesper S. Knudsen (Odsherreds Kunstmuseum) skrev: ”Alléen ved Vognserup er virkelig blevet et ikon i dansk kunsts topografi”. Vi er igennem tiden ofte blevet spurgt fra universiteter, aftenskoler, højskoler m.fl., om vi kunne vise, hvor kunstnerne har malet. Desværre var motivområderne tilgroet i krat og ”tidens tand”. Den perle i dansk kunst- og kulturhistorie vil vi gerne lade gæster opleve. Mange af malerierne er, i samarbejde med museerne, samlet på vores hjemmeside, og der er tilladelse til, at vi kan formidle dem direkte på de steder, hvor motiverne er malet.
Støttebeløb:
400.000 kr.
Kommune:
Holbæk
Projektholder: