Helårssalg i Anneberg Kulturpark – Fælles butik og webshop
Anneberg Kulturforening er stiftet for at skabe stærkere samarbejde og fælles udvikling mellem aktørerne i Anneberg Kulturpark. Kulturparken rummer et helt særligt miljø: 5 fødevareproducenter, 30 kunstnere, 3 restauranter, 1 hotel, 2 skoler, 2 museer og 5 festivaler, der arbejder side om side i de historiske bygninger. Samlet set har kulturparken et enormt potentiale som helårsdestination for kultur, gastronomi og lokale oplevelser.
I dag er den største udfordring, at gæsterne kun møder brudstykker af parkens indhold. Den enkelte aktør kan ikke holde åbent i tilstrækkelig grad til at tilfredsstille kulturparkens stigende antal besøg, fordi kerneopgaverne – produktion, udvikling, undervisning og administration – fylder deres tid.
Gæsterne kommer typisk for at købe lidt blandet med hjem fra producenterne og lige tage et kig ind hos kunstnerne eller spise en frokost ved samme lejlighed. Men alt for ofte møder de låste døre og tager skuffede hjem igen. Det betyder, at besøgende ofte går forgæves, og kulturparken fremstår mindre tilgængelig og mindre sammenhængende, end den reelt er. Det hæmmer omsætning, samarbejde og udviklingskraft.
Projektets formål er derfor at løse denne fælles og helt centrale udfordring gennem etableringen af en fælles butik og webshop, der samler kulturparkens produkter ét sted og gør dem tilgængelige hele året – både fysisk og digitalt. Butikkens sortiment udvikles som en bred og varieret præsentation af kulturparkens produktion og kompetencer.
For foreningens medlemmer skaber projektet en mere stabil indtægtskilde, fordi salget ikke længere afhænger af, om de kan stå i deres egen butik. Producenter kan udvikle og producere – og kunstnere kan skabe og undervise – og samtidig har de et fælles sted, hvor deres produkter får professionel præsentation og kontinuerligt salg.
Støttebeløb:
237.500 kr.
Kommune:
Odsherred
Projektholder:





