Attergaard – et spirende økosystem
Attergaard – drevet af arkitektuddannede Tue og Sara – ønsker at blive et samlingssted i Odsherred for vidensdeling, lokalt samarbejde og sociale aktiviteter omkring regenerativt landbrug med ciderproduktion som kerneaktivitet og økonomisk fundament.
Attergaard er en gammel landejendom fra 1683 i den idylliske landsby Atterup, med udsigt over Lammefjorden. På Attergaard arbejdes i krydsfeltet mellem oplevelsesøkonomi, formidling samt fødevareproduktion. De producerer cider, vin og most, som fremstilles uden tilsætningsstoffer, baseret på økologisk frugt, bær og druer, dyrket på gården i deres regenerative skovlandbrug.
De understøtter biodiversitet og kulstoflagring i jorden samt prioriterer dyr- og økosystemers sundhed. Disse tiltag ser de som afgørende parametre for en grøn omstilling.
Visionen er at blive et lokalt samlingssted med fokus på de livgivende processer, der ligger til grund for et sundt liv på landet – socialt såvel som i jorden. Samtidig ønsker de at være et inspirerende eksempel på, hvordan man som tilflytter kan opbygge et moderne liv på landet, der skaber værdi både for miljøet og lokalsamfundet. Det ligger meget fint i forlængelse af vores udviklingsstrategi om bosætning og bæredygtighed.
Cider- og vinproduktion bliver kernen i projektet – både som økonomisk fundament og som omdrejningspunkt for aktiviteterne. Derfor støtter LAG med midler til at etablere et fødevaregodkendt produktionslokale, opgradere deres produktionsudstyr samt nødvendigt inventar til afholdelse af arrangementer.
Støttebeløb:
170.000 kr.
Kommune:
Odsherred
Projektholder: