Så er vi i gang!
Sikke et brag af et bosætnings-event vi havde i går. 50 veloplagte deltagere var mødt op i Jyderup for at høre den inspirerende fremtidsforsker og forfatter Karen Lumholt. Hun kom med en række vægtige pointer om at provinsen, og landdistrikterne faktisk kan vise vejen frem til fremtidens bæredygtige trivselssamfund.
Derefter fik vi 3 stærke bosætterfortællinger, den første fra Helle Niewald, som sammen med sin mand flyttede fra Vestjylland til Sorø, for at flytte sammen med deres datter, svigersøn og børnebørn på en stor gård.
Derefter fortalte Maria Taagaard-Christensen, der flyttede fra København til provinsbyen Jyderup og videre med sin mand og børn til den lille landsby Bjergsted, som hun kaldte for en ægte levende ”Bullerby.”
Sofie Saerens afsluttede fortællingerne med den skønne historie om, hvordan hun sammen med sin mand besluttede sig for at flytte fra Skovlunde til halvøen Tuse Næs for at realisere deres drøm om at skabe en vingård. Sofie overraskede også alle med en vinsmagning på den allerførste årgang vin hos Tusen Vin i sidste uge i pausen.
Fælles for alle indlæg hørte vi igen og igen, hvordan de gode fællesskaber, nærheden, naturen skaber livskvalitet og giver overskud til at realisere drømme.
Eventets anden del var et café-seminar, hvor der livligt blev debatteret, hvordan vi i fællesskab kan samarbejde om at skabe initiativer, som understøtter og tiltrækker nye tilflyttere til Nordvestsjælland. De meget aktive deltagere var en god blanding af repræsentanter fra lokalråd, kommuner, foreninger, erhverv, beboerforeninger, uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og boligudbydere i Nordvestsjælland.
Deltagerne kom med overvældende mange bud på alle de gode ting, som allerede sker ude i lokalområderne og ikke mindst om, hvordan vi kunne blive bedre til at synliggøre det.
Hvad sker der nu?
Hos LAG Nordvestsjælland vil nu bearbejde alle de gode input og derefter i sensommeren starte en række lokale netværksmøder op, hvor vi vil finde konkrete initiativer at samarbejde omkring på tværs af kommunerne.
Vi vil fortælle mere om de næste initiativer, og hvordan du kan blive en del af det i senere indlæg her på siden.