9 projekter indstillet til 2,1 mio. kr. i LAG-støtte.

’Genbrug’ var på flere planer et tema, da LAG-bestyrelsen i denne uge indstillede 9 af de i alt 14 modtagne projekter til støtte i årets 2. ansøgningsrunde. I alt blev der indstillet for 2,1 mio. kr. Næste ansøgningsfrist er 2. december 2024. Potentielle ansøgere opfordres til at søge vejledning hos foreningen i god tid.

Lad os genanvende dét, der allerede findes

Hvad har et par hullede bukser, et nedlagt vaskeri, en tidligere slagter og et vandtårn til fælles? Jo, på hver deres vis er de rammen for nogle af de projekter, LAG Nordvestsjælland har valgt at støtte i denne omgang. Forperson Flemming E. Larsen uddyber: ”Bæredygtighed er et vigtigt element i vores udviklingsstrategi, og derfor er det et ekstra plus, når ansøgerne tænker det aktivt ind i deres projekter. Vi ser heldigvis, at det vinder mere og mere frem. Konkret støtter vi fx etablering af en sycafé i tilknytning til Butik Marianne i Jyderup, så man kan komme ind fra gaden og reparere sit tøj med kyndig vejledning fremfor at købe noget nyt. Det synes, vi er innovativt tænkt og en forfriskende måde at skabe mere liv i vores butikker.

9 indstillede projekter i 2. ansøgningsrunde 2024

I forhold til nyt liv i gamle bygninger peger Flemming E. Larsen også på, at man i Odsherred støtter et nyt ’madkulturhus’, hvor medlemskredsen i Fødevareproducenter i Odsherred (FiO) vil lave et eventsted med lokale fødevarer som omdrejningspunkt. Det får til huse i statshospitalets gamle vaskeri i Anneberg Kulturpark. Destination Sjælland har fået penge til at realisere et gigantmaleri på DLG-siloen i Gislinge. Det er et pilotprojekt med fokus på borgerinddragelse i Mega Art Sjælland, der på sigt skal blive til 10 malerier.

Kreative iværksættere, nye fællesskaber og levende bymidter

Tid til fordybelse og nye fællesskaber er i fokus i to andre projekter. I Rørvig støtter LAG etablering af ’Fler’ – et nyt ler- og keramikfællesskab, der gør brug af nogle af de lokaler, der blev til overs, da Slagteren i Rørvig lukkede. I Sorø bymidte støtter LAG ’Pauseriet’, der også bliver et nyt mødested for kreative sysler. ”Levende bymidter og spændende nye tilbud er en vigtig komponent, når vi skal tiltrække nye familier til vores område, udtaler Flemming E. Larsen og fortsætter: ”Derfor støtter vi også Sorø Handel & Service med et udvikle en ny platform, der gør det lettere for især de mindre handlende at nå ud til forbrugerne digitalt og dermed trække dem ned i de fysiske butikker”.

Og så var der det med vandtårnet. Det er såmænd Vestre Vandtårn ved Sorø Station, der nu efter mange års forladthed bliver et mekka for kaffeelskere. Målet er at kombinere et kafferisteri med en kursusaktivitet, der også kan være med til at løfte kaffeoplevelsen ude i restaurationsleddet. Bag initiativet står en 20-årig iværksætter med opbakning fra sin familie, der allerede nu står bag caféen Skjalms Have ved Sorø Sø.

Næste ansøgningsrunde er 2. december 2024, men start i god tid!

Næste LAG-ansøgningsfrist ligger 2. december. ”Det kan virke langt væk, men jeg vil opfordre mulige ansøgere til at komme i gang inden så længe. Dels tager det tid at blive fortrolig med ansøgningssystemerne. Dels tager det tid at afdække mulighederne for samarbejde, indhente tilbud og søge vejledning og sparring hos vores koordinatorer. Det er gratis for ansøgerne. Man laver altså ikke en god og fyldestgørende LAG-ansøgning på en eftermiddag. LAG planlægger at holde to infomøder i oktober måned: Ét i Jyderup, og ét online. Her vil man kunne høre mere om støttemulighederne i LAG-ordningen. Den letteste måde at få besked om det er ved at blive medlem af vores forening. Det er der allerede 325, der er, og man kan gratis melde sig ind på vores hjemmeside lag-nvs.dk”, slutter Flemming E. Larsen.

De indstillede projekter er (titel, ansøger og beløb):

  • FiO’s Madkulturhus (Fødevareproducenter i Odsherred) 396.000 kr.
  • Et gigantisk visitkort i Gislinge (Destination Sjælland) 350.000 kr.
  • Tabernaklet’s Orangeri oase (mia reesen, Svebølle) 341.000 kr.
  • Fler – ler- og keramikfællesskab (Ø5 ApS, Rørvig) 300.000 kr.
  • Præstegården Jyderup Vol. 2.0 (Præstegården Jyderup) 230.000 kr.
  • Remade (Marianne & Juul ApS, Jyderup) 200.000 kr.
  • Kaffens vidunderlige verden (Coffee Guerilla Company ApS, Sorø) 180.881,09 kr.
  • ‘Clickto’ – et lokalt digitalt fællesskab (Foreningen Sorø Handel & Service) 52.500 kr.
  • Kreativt værksted ’Pauseriet’ (Whatthefroc, Sorø) 52.422 kr.

I alt 2.101.980 kr.


Yderligere spørgsmål

Yderligere oplysning om LAG Nordvestsjælland og denne ansøgningsrunde kan fås hos:
Forperson Flemming E. Larsen, flemmingengtoft@gmail.com / 51 31 64 56

Bliv medlem af foreningen

Vi er en åben forening, som alle over 15 år bosiddende eller arbejdende i en af de fire kommuner kan blive medlem af.
Det er gratis at blive medlem af LAG Nordvestsjælland.

Ansøgningsfrister

2. december 2024 kl. 15.00
Se udvælgelseskriterier under
menupunktet ‘Kriterier’.

Udviklingsstrategi

Vores udviklingsstrategi er meget vigtig i udvælgelsen af projekter. Læs den her.

Bliv medlem

Er du over 15 år og bor/arbejder fast i én af de fire kommuner, kan du gratis blive medlem.

Få hjælp i ansøgningsprocessen

Vores koordinatorer er klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for konkret vejledning om ansøgningsprocessen eller sparring til din projektidé. Det er gratis at få vejledning.

Inden du kontakter os, opfordrer vi dig til at have læst vores udviklingsstrategi. Du finder også mange svar i Vejledningen om tilskud til LAG-projekter (i boksen ‘Lovgrundlag & Vejledninger’) fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Marina Petersen

Udviklingskonsulent

Tlf: 20 60 77 91

Ti, On og Fr.
9.00-16.00

Stig Andersen

Stig Andersen

Sekretariatsleder

Tlf: 20 60 77 90

Ma, Ti og To.
8.30-15.00

LAG Nordvestsjælland

LAG Nordvestsjælland er en forening, som gennem lokalt forankrede projekter vil bidrage til udviklingen af landdistrikterne i Holbæk, Sorø, Odsherred og Kalundborg kommune. Det gør vi ved at samarbejde bredt med områdets ildsjæle, borgere, erhvervsliv og iværksættere.

Vi er en åben forening, som alle over 15 år bosiddende eller arbejdende i en af de fire kommuner kan blive medlem af. Du kan gratis blive medlem af LAG ved at melde dig ind her på hjemmesiden.

Du kan også lære os bedre at kende ved at læse vores udviklingsstrategi.

Om os Bestyrelsen